Dorte Lilmose skriver både fag- og skønlitteratur for børn og unge. Fælles for alle hendes bøger er, at hun går en stor bue uden om det ’puttenuttede’, hvad enten hun skriver om håndboldpiger eller børn i krig. For nylig udkom hendes tredje bog i serien om håndboldpigerne: Ta' til Tåløse.
Man plejer at sige, at der ikke er en historie, hvis der ikke er en konflikt. Forfatter Dorte Lilmose kunne ikke være mere enig. Særligt når hun skriver fiktion, er der altid noget, der er svært. Eller ligefrem ’gør ondt’.
”Når jeg kigger på gamle børnebøger, så har mange af dem en tendens til at være for pæne og for pædagogiske. Og så bliver det kedeligt,” siger Dorte Lilmose, der ikke kan se, hvorfor det kun er de voksne, der må læse om livets mørke sider.
”Voksne må læse krimier og bøger om sex og vold, og hvor folk slår hinanden ihjel. Men når det gælder børn, vil de fleste forældre helst have, at det hele er lidt pænt. Jeg synes godt, man må skrive om alt det, der også er en del af livet: At børn kan opleve at blive trukket i, når skilsmissebølgerne går højt. At juleaften ikke bare er lykkelig for alle. At livet med en søskende, der er handicappet eller syg, kan vække svære følelser, som had, jalousi, dårlig samvittighed. Så jeg prøver at give det usagte ord, for jeg tror, at djævlen har svært ved at vokse sig stor og stærk, når den kaldes ved navn.”
I bund og grund handler det om at tage børn alvorligt, så de føler sig set, synes Dorte Lilmose.
”Men man må selvfølgelig aldrig tage håbet fra dem. De skal kunne genkende det, de slås med og møder. Men hvis man kun skriver om det pæne, risikerer man at presse børnene ud i en følelse af, at de er alene med det, der er svært. Selv kan jeg godt lide ’genkendelsens chok’ i litteraturen. Det er der, hvor man opdager, at ’Ej, er der nogen, der også har det sådan? Jeg troede kun, det var mig.’”
At føle sig alene og ene i glimt er et livsvilkår, mener Dorte Lilmose, og når man kan genkende den følelse i litteraturen, tror hun på, at man bliver ramt eller rørt.
Litteratur kan lindre på, at vi i nogle livssituationer står alene.
Litteratur kan hjælpe børn med at takle det svære
Inspirationen til sine bøger henter Dorte Lilmose i både sit eget og ikke mindst i sine børns liv og det, de er optaget af.
Når dialogerne og beskrivelsen af håndboldspillet i hendes bøger om håndboldpigerne virker så autentiske, er det, fordi hun selv engang har tilbragt det meste af sin tid i en håndboldhal, og fordi hun har siddet time efter time og set datteren spille håndbold og lyttet til pigernes snak og udbrud.
Inspirationen til at skrive en barsk bog om en børnesoldat i Afrika kom fra hendes dengang 11-årige søn, der så et klip i fjernsynet om børnesoldater:
”Det var jo forfærdeligt, at han kom til at se det, og hans verden gik fra lyserød til sort. Han reagerede heldigvis ved at blive vred og spørgende. Han spurgte, om det virkelig kunne være rigtigt, at man kunne blive tvunget til at slå sin familie ihjel eller skære læberne af sin søster, og han talte ikke om andet i flere uger. Jeg gik på biblioteket for at se, om jeg kunne finde en bog om emnet til hans aldersgruppe. Jeg fandt kun én bog, ”Barnesoldaten” af Mecka Lind. De næste uger spurgte han, og jeg undersøgte videre. Da han ikke spurgte mere, var mit hoved fyldt med tanker og billeder, og jeg begyndte at skrive dem ud. Langsomt voksede romanen ”Dræb eller dø” frem."
LÆS OGSÅ: ACTION, FART, FIS OG BALLADE- INTERVIEW MED LG JENSEN
Selv om livet som børnesoldat i Afrika kan synes meget langt fra en dansk skoleelevs hverdag, er afstanden ifølge Dorte Lilmose ind imellem bekymrende lille.
”I dag kan vi ikke styre, hvad børnene hører og ser – og børnene kan heller ikke vælge selv. De ser en hel masse, de ikke har opsøgt, men som bliver kastet imod dem – lige fra reklamer med bare bryster til nyheder om krig og terror osv. Visuelle indtryk, som vi er nødt til at hjælpe børnene med at få talt om og bearbejdet,” siger Dorte Lilmose, der derfor mener, det er helt afgørende, at der findes børnelitteratur om de tunge og svære emner.