Bogen 'Samtaler i praksis' sætter fokus på den nære samtale mellem omsorgspersonale og mennesker, der er udsat for sygdom eller andet traume. Vi har talt med bogens to forfattere, præsterne Maria Baastrup Jørgensen og Jeppe Carsce Nissen, om, at man ikke behøver en akademisk grad for at føre en samtale.
Teksten i bogen er flot understøttet af fine illustrationer af Tea Bendix
Man kan argumentere for, at alle samtaler er svære i en eller anden grad. Ofte vil der være noget på spil, når vi taler med et andet menneske. Dog er nogle samtaler mere betydningsfulde og vigtigere at tage end andre; fx hvis den ene part er ramt af sygdom eller er blevet udsat for et traume i en eller anden grad.
Hvis du er elev eller studerende og drømmer om at arbejde som omsorgsperson i pleje- eller sundhedssektoren, eller hvis du allerede arbejder der, kommer du formentlig til at tage mange af den slags samtaler. Findes der så en speciel formel, der gør samtalerne nemmere? Nej, enhver samtale har sit eget regelsæt, der afhænger af de involverede. Men du behøver ikke læse en 800 sider lang teoribog om mellemmenneskelig kommunikation for at ruste dig til mødet med virkeligheden. Du kan bare tage fat i den 110-sider lange Samtaler i praksis, der er skrevet af præsterne Jeppe Carsce Nissen og Maria Baastrup Jørgensen, som arbejder indenfor henholdsvis pleje- og hospitalssektoren.
”Vi vil gerne vise, at man ikke behøver en akademisk grad for at føre en god og givende samtale. Derfor har vi skrevet en bog, der er enkel og funderet i virkelige eksempler, vi kender fra vores egen erfaring,” siger Jeppe Carsce Nissen.
Maria Baastrup Jørgensen er præst på Rigshospitalet.
Jeppe Carsce Nissen er præst på Plejecenter Sølund og i De Gamles By på Nørrebro.
Tilsammen har de en bred erfaring i samtaler med mennesker på kanten af tilværelsen. De har desuden i en årrække beskæftiget sig med undervisning og udvikling af undervisningsmaterialer, som sigter på at styrke omsorgs- og sundhedspersonale i deres relationelle arbejde.
Maria Baastrup Jørgensen beskriver bogen sådan her:
”Den handler om måder at tackle de situationer, der opstår i samtaler. Vi har fx et kapitel om trøst, hvor vi giver et eksempel med en kvinde, der skal trøstes, fordi hendes mor er alvorligt syg. I kapitlet sætter vi fokus på, hvordan vi almindeligvis trøster, og om det overhovedet er en god måde at trøste på. Der er også et eksempel med en mand, der skal tale med nogle pårørende til en døende. Det kræver mod at tage den snak. Hvad vil det sige at berolige? Et tredje eksempel handler om en kvinde, der har mistet sin kæreste, og personalet synes, hun skal snakke om det. Men skal hun det? Og hvordan? Det forsøger vi at svare på.”
Sænk forventningerne til dig selv
Til spørgsmålet om, hvad der kendetegner den gode, svære samtale, falder svaret prompte fra Jeppe Carsce Nissen:
”Ja, vi har jo gerne ville gå væk fra begrebet den svære samtale og i stedet fokusere på, hvad der kendetegner den gode samtale.”
Maria Baastrup Jørgensen tilføjer:
”Og en af grundene til det er, at vi ofte har alt for høje forventninger til os selv, når vi går ind i en samtale. Skal jeg nu sige noget klogt? Hvordan får jeg sagt det, der løser deres problemer? Det skal du ikke. Du skal være der, det er det vigtigste. Vi vil gerne justere læserens forventninger til sig selv.”
Der vil være mange tunge teoribøger, der fortæller dig, at du skal arbejde dig hen imod et slutresultat i en samtale, men det tror vi ikke er hensigtsmæssigt
Det er en af bogens pointer, at trøst ikke går ud på at få folk til at tænke på noget andet end, hvad der plager dem.
”Du skal ikke bare knevre løs om solopgange, hvis det ikke er det, patienten har på hjerte,” siger Jeppe Carsce Nissen.
”I det hele taget er det vigtigt for os at slå fast, at du ikke skal have et mål for øje med samtalen. Der vil være mange tunge teoribøger, der fortæller dig, at du skal arbejde dig hen imod et slutresultat, men det tror vi ikke er hensigtsmæssigt,” siger Jeppe Carsce Nissen, inden Maria Baastrup byder ind:
”Nej, det bliver sådan lidt for new public management-agtigt, og det har vi bestemt gerne ville undgå. Vi skal give mennesker lyst til at snakke sammen. Give dem mod på det.”
Mere end en håndbog
Samtaler i praksis er en kort bog, og Maria Baastrup Jørgensen forklarer også, at noget af det mest udfordrende ved at skrive bogen var at koge 20 års erfaring og tonsvis af teori ned til bare 110 sider. Hun beskriver det som lidt af et vovestykke.
”Men det er også vigtigt at få med, at Samtaler i praksis ikke er en håndbog, hvor du slår op på side 19 for at se, hvordan du skal trøste. Det er en blanding. En kombination af teori og praksis,” siger Maria Baastrup Jørgensen.
De to forfattere bag Samtaler i praksis mener, at deres bog adskiller sig fra lignende på markedet, fordi man som læser skal kende til teorierne i forvejen for at gennemskue, hvilke der er bag. Det er omvendt fra mange andre bøger, der giver dig teorierne, hvorefter du selv må bøvle med praksissen. Samtaler i praksis fortaber sig ikke i statistikker og redskaber, men insisterer på at forholde sig nært til virkelige situationer og erfaringer.
”Vi har et håb om, at mange, der læser bogen, kan genkende sig selv på godt og ondt i beskrivelserne. At de nogle steder vil tænke: Nå, det troede jeg altid havde fungeret? Eller – jeg har aldrig turde gøre det her, men det virker åbenbart?” tilføjer Jeppe Carsce Nissen.
Oplagt at læse for alle, der er tilknyttet pleje- og sundhedssektoren
Hvordan håber I, bogen vil blive modtaget?
Maria Baastrup Jørgensen:
”Vi håber, at bogen finder vej ud i praksis. Bogen hedder Samtaler i praksis – og det er der, den skal ud.”
Hendes medforfatter Jeppe Carsce Nissen tilføjer:
”Vi håber, at den bliver læst af de studerende. Gerne imens de er i praktik, så de kan læse den sideløbende. Måske batter bogen ikke på pensumlisterne, men den batter på gangene. Det ville også være en stor sejr, hvis sosu’erne, der jo er frontpersonale, tager den til sig. Men vi mener også, den vil kunne læses af læger, sygeplejesker og andre hospitalspræster.”