Når Ole Bjerglund Pedersen i juni 2022 vender tilbage med nye udgaver af bøgerne Naturfag, niveau F og E og Naturfag, niveau D og C, er det afslutningen på en syv år lang hiatus for forfatteren. Ole Bjerglund Pedersen har set frem til, at bøgerne skulle gennemarbejdes, for som han siger, så glæder han sig til, at underviserne på grund- og hovedforløbet får noget nyt og samtidig genkendeligt materiale, der er lige til at gå til.
Ole Bjerglund PedersenDe nye udgaver af bøgerne er skrevet med et tredelt fokus:
- Et fokus på naturfag relateret til en sundhedsfaglig erhvervsretning i forhold til at arbejde som social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent.
- Matematisk, fysisk og kemisk indhold har fået en mere tydelig profil med afsnit, hvor det faglige indhold bliver forklaret i den aktuelle sammenhæng i materialet.
- En almen personlig og hverdagsrelateret perspektivering, der relaterer det faglige indhold til elevens egen hverdag.
Mantraet for de nye udgivelser er, at eleverne skal kunne se sig selv i det skrevne, fortæller Bjerglund Pedersen:
”Naturfag, niveau F og E er skrevet i du-form, fordi eleverne skal have en oplevelse af, at materialet tager udgangspunkt i deres hverdag, så de kan etablere, hvordan det er relevant for dem,” siger han og fortsætter:
”I de tilhørende iBøger er der forskellige typer opgaver. Fx startopgaver til hvert kapitel, som forankrer elevernes arbejde med det aktuelle emne og sætter det naturfaglige indhold i perspektiv i forhold til elevernes egen hverdag eller deres sundhedsfaglige uddannelse. Samtidig kan underviserne i begyndelsen af hvert kapitel, ud fra arbejdet med startopgaverne hurtigt danne sig et overblik over elevernes forudsætninger for det videre arbejde.”
Og ikke nok med, at iBøgerne på begge niveauer starter med startopgaven som et ’check-ind’, så slutter både de og de trykte bøger også med et ’check-ud’: Efter hvert kapitel er der i iBøgerne opsamlende spørgsmål, der får eleven til at reflektere over, hvad de har lært.
”I bogen Naturfag, niveau D og C, der er henvendt til hovedforløbet, er der fx et spørgsmål efter kapitlet om vand: ’Kan du beskrive vand som grundlag for alt liv på Jorden?’ Det er op til eleverne selv at mærke efter, hvor godt de svarer på spørgsmålene. Til sidst er der et afkrydsningsskema, hvor eleverne kan tjekke af, hvor meget de har lært. Hvis de kan se, at de ikke har sat særlig mange krydser, skal de måske tilbage og læse igen,” siger Ole Bjerglund Pedersen.
Naturfag viser, hvordan verden hænger sammen
Bogen Naturfag, niveau D og C er blevet opdateret med et bredere perspektiv, der åbner elevernes øjne for at se naturfagene i deres hverdag. Et eksempel er kapitlet om lys og bølger, der førhen havde et fokus på synsnedsættelse og briller, men nu også kommer omkring, hvordan en mikrobølgeovn fungerer. I den nye udgave af bogen skal eleverne altså have en forståelse for, hvordan alt omkring dem er indrettet.
”Flere af opgaverne i materialet lægger også op til, at eleverne skal øve sig i at forklare det alment naturfaglige for andre – den faglige viden fra naturfaget kommer til at blive en del af dialogen med borgerne i praksis. Vi havde engang et eksempel på en elev, der ville lære sin familie derhjemme om lydbølger, så de brugte en eftermiddag på at lege med dåsetelefoner. Med naturfag handler det om at illustrere, hvordan verden hænger sammen; at alting er forbundet. Eleverne får en form for dannelse, der understøtter de valg, de tager i hverdagen,” siger Ole Bjerglund Pedersen og fortsætter:
”For underviserne skulle det gerne blive nemmere med de nye udgaver, fordi materialet bliver forklaret på en måde, ud fra det det 3-delte indholdsmæssige fokus, der giver eleverne flere muligheder for at tilegne sig stoffet i dialogen med andre elever og underviserne.”
Del fascinationen over verden
Naturfag, niveau D og C, som er henvendt hovedforløbet, har til opgave at lære eleverne at begå sig på et niveau, så de kan indgå i dialog med andre sundhedsfaglige erhverv. Bogen giver eleverne naturfaglig baggrundsviden, der kan hjælpe dem med at forstå, hvad det er, der f.eks. biokemisk sker i kroppen, når de observerer forandringer hos deres borgere i praksis. Fx en KOL-patient, der begynder at trække vejret anderledes eller følgerne af dehydrering hos en ældre patient.
”Bogen er opdateret med en masse nye hverdags- og erhvervsrettede eksempler, så eleverne med det samme forstår, hvordan det er relevant for deres praksis,” siger Ole Bjerglund Pedersen, der understreger, at man som underviser vil kunne finde en masse supplerende materiale og opgaver i iBøgerne. Materiale, der lægger op til en nysgerrig og undersøgende tilgang til emnerne.
Til spørgsmålet om, hvorfor Ole Bjerglund Pedersen har dedikeret en stor del af sit liv til at arbejde med naturfag, er svaret klart:
”Det magiske ved naturfag er, at de beskriver livet. En bakterie spiser en anden, der nægter at dø og bliver til et mitokondrie, og sådan opstår livet, som vi kender det i dag. Vores planet ligger i den perfekte afstand til solen, så fotosyntesen – Jordens vigtigste biologiske proces – kan finde sted. Jeg håber, at elever og undervisere, der vil komme til at arbejde med bøgerne, vil dele fascinationen af den verden, vi lever i. Når man først forstår, hvor helt unik vores jordklode er, vil man også blive bedre til at forstå og tage stilling til f.eks. omfanget af klimaforandringer.”