Den måde, elever i dag testes – og til en vis grad undervises – i matematik, skyder alvorligt forbi i forhold til, hvad de skal kunne i fremtidens samfund, mener fremtidsforsker Anne Skare. Hun er fortaler for en matematikundervisning, der først og fremmest handler om at have det sjovt og at forstå matematikken som et universelt sprog.
Det kan måske lyde paradoksalt, men jo mere teknologien automatiserer funktioner, der hidtil har været varetaget af mennesker – herunder komplicerede beregninger – des vigtigere bliver det, at børn lærer matematik. Det mener Anne Skare, fremtidsforsker og partner i virksomheden Future Navigator.
”Matematik er et grundlæggende sprog, som mange er nødt til at beherske – først og fremmest, hvis man vil arbejde inden for noget med robotter og teknologi, programmering, problemløsning, eller hvis man skal arbejde inden for forskning, være ingeniør, arbejde på en byggeplads - eller sågar med madlavning. Det betyder ikke, at alle skal være lige dygtige, men hvis man ikke har en forståelse for, at matematik er et grundlæggende sprog, er man jo analfabet. Eller endnu værre, man ved ikke, at man er analfabet,” siger hun og understreger samtidig, at det, der er det virkelig væsentlige, er, hvordan eleverne lærer matematik.
”Jeg vil sige det sådan, at hvis man kan gå ud af folkeskolen og stadig være fortryllet af matematik, selv om man egentlig ikke har forstået det eller knækket koden i forhold til hvad det går ud på - altså, at man ikke er blevet diskvalificeret, bare fordi man simpelthen ikke forstår, hvorfor minus og minus giver plus, eller fordi man ikke kan integralregning, så har man stadig opnået noget meget, meget vigtigt. Det at kunne huske, at ”hold op, det var sjovt”, er langt mere vigtigt end, at man gik til eksamen og fik en god karakter som 15årig,” mener fremtidsforskeren, der efterlyser en matematikundervisning, der lægger vægt på noget helt andet end resultater og facit, fordi det er det, der bliver brug for i fremtiden:
”Alle frygter, at teknologien kommer til at overtage alle job. Men den kommer til at overtage alle rutinefunktioner. Og primært de dyre runtinefunktioner, hvor teknologi vil kunne gøre det bedre end de veluddannede med gode lønninger. Så vi er nødt til at holde os for øje, at når maskinerne kommer til lave alt det grove, des mere frikøber det os mennesker til at lave alt det sjove. Ikke sådan ha-ha sjovt, men alt det, hvor man sætter sig selv i spil og løser reelle problemer ude i virkeligheden. Der, hvor man dedikerer sig til en proces, som kan være træls og frustrerende, men hvor man pludselig får en forløsning, der giver en magisk oplevelse af, at man faktisk godt kan finde ud af noget,” siger Anne Skare, der mener, at netop den udvikling kræver en helt anden måde at undervise på i folkeskolen.
Sjus burde være et fag i folkeskolen
”Hvis eleverne hele tiden skal bruge frontallappen og bevidstgøre matematikken, målretter vi undervisningen mod et meget lille segment, som synes, at det er fedt. De fleste elever vil have det meget bedre, når de kan mærke konsekvenserne af matematikken,” siger Anne Skare, der også mener, at ’sjus’ burde være et fag i folkeskolen:
”Man burde sige til eleverne: Hvor langt er der cirka fra København til Vejle? Og hvor lang tid vil det cirka tage, hvis man kører i bil, cykler eller går? Det at kunne sjusse sig frem til, hvor meget et kilo sukker fylder er meget vigtigere end at kunne udregne facit, fordi det giver en praktisk rumlig forståelse for matematikken, hvor man bruger mere af sin hjerne.”
Anne Skare forklarer, at den grundlæggende matematik – eksempelvis tabellerne – gerne skal ind og ”ligge på rygraden”, sammen med det at lære at cykle eller svømme.
”Det er det, der hedder den procedurale hukommelse i hjernen. Inden for alle fag er der noget, man simpelthen bare skal lære udenad, før man forstår det, og i den procedurale hukommelse er der plads til rigtig, rigtig, meget.”
Anne Skare foreslår, at man underviser mere projektorienteret og nedbryder faggrænser, så eleverne i højere grad får mulighed for at bruge deres matematiske færdigheder, uden at det behøver at være i faget matematik. For matematik skal læres i problemerne, mener hun og sammenligner det med, at man jo også lærer at svømme i vand.
”Man kan jo sagtens kombinere matematik og håndværk og design eller madlavning og lade eleverne bruge en masse matematik, når de fx skal bygge en reol eller bage pandekager. Så skal de vide, hvad en ret vinkel er, eller hvordan man ganger en opskrift med to en halv. Bagefter skal de kunne fortælle, hvad der matematisk gik godt, og hvad der gik skidt. Det vil være meget sjovere for dem og give dem en forståelse af, at det ikke kan lade sig gøre at udføre et håndværk eller lave mad uden at bruge matematik. Samtidigt med at vi respekterer, at de skal finde deres måde at gøre det på.”
Matematik som et dannelsesfag
Anne Skare har tidligere sagt, at børn skal opleve at mestre noget. De skal vide, hvordan de tilegner sig teknikker for at blive dygtigere og efterfølgende oversætte det til deres egen måde at lære på - deres egen metode. Belønningen kommer gennem vedholdenhed, for ”uden en stinkefase ingen læring”, som hun siger. Det gælder i særlig grad i matematik, fordi matematik grundlæggende er et teknisk orienteret fag.
”En teknik tager to minutter at forklare. Hvis det tager længere tid, er det metode – dvs. lærerens eller andre voksnes egen måde at gøre det på. Teknikken er der, hvor man kan fortrylle eleverne, og jeg tror, det vi gør forkert i dag, er, at vi laver for meget metodeundervisning. Vi lærer eleverne det, som vi selv lærte, ud fra vores gamle metoder. Og vi bilder os ind, at de, der lærer hurtigt, er de kloge og de, der lærer langsomt, er de dumme. Men det er noget sludder. De, der lærer hurtigt, har bare knækket koden - luret teknikken. Teknikken er nøglen til din bil. Hvis du ikke ved, at bilen skal startes med en nøgle, kan du få nok så meget råd og vejledning. Du bliver alligevel pissefrustreret. Så hold igen med metoderne og præsenter i stedet eleverne for 100-vis af teknikker, så de kan blive fortryllet og få en oplevelse af, hvor fantastisk og mindblowing matematik er. Hvis man fx ikke kender historien om nullet, er man virkelig gået glip af noget.”
Anne Skare ser i det hele taget gerne, at eleverne får en meget bedre forståelse for matematikken som et dannelsesfag:
”De må gerne få en meget bedre historisk fornemmelse for, hvor vigtigt matematikken har været, siden vi kravlede ned fra træerne. Jeg synes derfor, de bør lære om snese og ol, og om araberne og ti-fingersystemet. Og om kuglerammen, og hvordan man brugte den. Det er jo også en teknik. Man kunne også sætte dem til at interviewe forældre og bedsteforældre om, hvordan matematik var i gamle dage, og hvad det har betydet for dem i deres liv. Jeg har en ven, som blev forfremmet til bankdirektør i en bank, fordi han var sindssygt god til hovedregning, men så kom lommeregneren … Så kan man tale om, hvad lommeregneren har betydet. På den måde kunne det også være sjovt at kombinere matematik med historiefaget. Igen: Fordi eleverne ikke behøver at blive skolet i matematikken hele tiden, men derimod skal forstå, hvad matematikken kan i verden. Det vil vi fremtidsforskere gerne have noget mere af.”
Eksamen som for 50 år siden
Anne Skare anerkender, at der er masser af forsøg med anderledes måder at undervise i matematik på rundt omkring i folkeskolen i dag. Men der er stadig langt igen til den matematikundervisning, hun drømmer om, og det er der en meget god forklaring på, mener hun:
”Så længe vi ikke laver om på eksamen, vil der ikke ske det store og vilde med undervisningen. Alle lærere, forældre, skoler og elever har rent faktisk utrolig mange frihedsgrader til at lave alt muligt anderledes i dag. Problemet er bare, at eleverne stadig skal til eksamen for 50 år siden. Det vil sige, at de skal til eksamen i nogle prædefinerede problemstillinger, som de kun kan svare rigtigt eller forkert på. Ikke i, hvem de er, eller om de kan tænke selv. De går til eksamen i nogle opskrifter, som samfundet har defineret, fordi det virkede rigtig godt engang. Samtidig er forældre i dag hårdt pressede, så skolen bliver et sted, hvor de kan få en grad af kontrol, og derfor presser de lærerne til at undervise på samme måde, som de selv blev undervist. Det virker rigtig trygt og rart, og de fleste tænker ikke over, hvorfor de synes, det er en god idé, eller hvad eleven skal bruge det til,” siger Anne Skare, der går så vidt som til at kalde det ”skidefarligt”.
”For når eleverne ikke selv skal bidrage med noget, som er personligt, oprørsk, anderledes, så føler de inderst inde, at ingen har brug for dem. For så er det jo kun dem, der kan svare på spørgsmålene, der er brug for. Man kan se, at vores børn allerede omkring 8.-9. klasse udvikler apati. Og apati er noget rigtig møg, for så er det jo netop, at man har kastet håndklædet i ringen og ikke tror, at man har noget at byde ind med.”
Anne Skare citerer frit lektor Hans Henrik Knoop fra DPU for at sige, at ”hvis børn bliver eksamineret eller spurgt om ting, hvor der kun er ét rigtigt svar, er det ikke interessant for dem. Eleven ved jo godt, at læreren kender svaret, og så bliver det demotiverende.”
Ingen løsning er forkert
Det, Anne Skare - og i øvrigt mange andre med hende – derfor efterlyser, er i stedet, at man indretter både undervisning og eksamen mere ”open ended”, som hun kalder det. Det vil sige, at der ikke er en på forhånd defineret løsning, men at enhver løsning i princippet er den rigtige, så længe du kan forklare, hvorfor du er nået frem til netop det resultat.
”På den ene side skal vi respektere at matematik er eksakt. To plus to er fire til alle tider og i alle kulturer over hele verden, men vi kan ikke beregne os frem til, hvor sjov en vits er, hvad der skal til for at få et venskab til at fungere, eller hvordan vi løser klimaproblemer.”
At dele et fælles sprog - matematikken - er dog et absolut uundværligt fundament, som flertallet skal føle sig trygge ved at stå på, mener Anne Skare. Også selvom de ikke fattede en hujende fis i folkeskolen. Men at nå dertil kræver ikke mindst, at forældrene får en bedre forståelse for, at netop det menneskelige, deres eget barns unikke personlighed, det uforudsigelige og kreative kommer til at fylde meget mere.
”Vi må bare ikke uddanne vores børn til at blive små cocktailpølser i livets pølsefabrik. De er nødt til at have en form for kompas, hvor de har en idé om, hvorfor de er her, og hvad det er for en værdi, de skal være med til at skabe. Og derfor skal de kunne mærke, at der er brug for dem.”