Da forfattermakkerparret begyndte at arbejde med Så kører vi 1, var ambitionen ikke blot at opdatere et eksisterende undervisningsmateriale. De ønskede at skabe et nyt og mere tidssvarende materiale, der i højere grad imødekommer de behov, de oplever hos både undervisere og kursister.
Forfatterparret bag bøgerne
Frank Sebastian Hansen (v) og Einar Helleland (h)
Historien om samarbejdet mellem Einar og Frank begyndte allerede omkring 2012, da de begge arbejdede på Studieskolen i København. Dengang oplevede de, at flere af de bøger, de underviste efter, ikke fungerede optimalt. Derfor besluttede de sig for at skrive deres egne.
Siden er samarbejdet blevet til en lang række bøger, og ifølge dem skyldes succesen blandt andet, at de supplerer hinanden godt. Frank fremhæver, at de hver især bringer forskellige styrker ind i processen: ”Jeg står ofte for de første udkast til teksterne og for det visuelle arbejde, mens Einar har det store overblik og en enorm faglig og grammatisk viden,” fortæller Frank. ”Men i sidste ende arbejder vi materialet igennem så mange gange, at vi begge har fingrene dybt nede i det hele.”
En grundbog til nutidens kursister
”Alt undervisningsmateriale har en indbygget forældelsesfrist. På et tidspunkt bliver lærerne trætte af de samme tekster og dialoger,” fortæller Einar, mens han pointerer, at der er et behov for aktuelle og tidssvarende undervisningsmateriale: ”Samtidig har der været et stort ønske på sprogskolerne om mere tidssvarende materialer, som afspejler de aktuelle modultest og den virkelighed, kursisterne møder i dag”.
Rammerne omkring undervisningen har også ændret sig i løbet af de seneste ti år. På flere sprogskoler får kursisterne færre undervisningstimer end tidligere, og det stiller nye krav til undervisningsmaterialet. Derfor har forfatterne valgt en tilgang, hvor kursisterne skal være langt mere aktive i undervisningen. Frank fortæller, at forfatterne har haft blik for, at fokus bliver flyttet væk fra underviseren og over på dem, der skal lære dansk: ”Det er kursisterne, der skal kommunikere med hinanden. Det er dem, der skal tale, og dem, der skal bruge sproget. Så i klassen er det det kommunikative, der er i fokus. ”
Kommunikation og relevans i centrum
En af de største forskelle mellem Så kører vi 1 og forfatternes tidligere begynderbøger er det kommunikative og funktionelle sprogsyn. Målet er, at kursisterne kommer til orde så hurtigt som muligt og får mulighed for at bruge sproget aktivt fra begyndelsen. Samtidig er dele af det grammatiske arbejde rykket uden for undervisningslokalet i form af digitale ressourcer og selvrettende opgaver. På den måde kan undervisningstiden i højere grad bruges på at lære, træne og ikke mindst bruge sproget sammen med andre.
Et andet vigtigt element i den nye bog er relevans. Forfatterne har en klar hensigt om, at kursisterne skal møde et sprog, som de kan bruge med det samme - både i arbejdslivet og i sociale sammenhænge. ”Første skridt er at give kursisterne et ordforråd, som de kan gå ud og bruge lige efter undervisningen. Det handler ikke kun om, at sproget skal være funktionelt. Det skal også være relevant,” forklarer Frank.
Forfattermakkerparret har desuden lagt stor vægt på at skabe en klar progression, hvor det nye ordforråd løbende gentages og genbruges, hvilket Einar kommenterer: ”Når vi præsenterer nye ord og udtryk, møder kursisterne dem igen og igen. Det øger chancen for, at ordene faktisk bliver en del af deres aktive ordforråd.”
Derudover rummer bogen humor, karakteristiske illustrationer og ikke mindst videoer, hvor kursisterne møder rigtige mennesker og autentisk talesprog. I sidste ende er forfatternes mål med Så kører vi 1 enkelt. De vil give kursisterne mod på at bruge dansk aktivt og skabe et undervisningsrum, hvor sproget lever: ”Vi vil have kursisterne på banen fra første færd. Det er den bedste vej til at lære sproget,” lyder det fra de to forfattere.
Forfatterne kan allerede nu løfte sløret for, at en opfølger er på vej, og at bogen til næste modul udkommer i 2027.
Om forfatterne
Frank Sebastian Hansen er cand.mag i dansk og filosofi fra Københavns Universitet samt uddannet fotograf. Siden 2001 har han undervist udlændinge i dansk, og fra 2021 til 2025 var han sendelektor i dansk ved University of Texas at Austin i USA. Han har udgivet flere skønlitterære bøger og guidebøger.
Einar Helleland er uddannet cand.mag i engelsk og filosofi samt ph.d. i engelsk. I mere end 20 år har han undervist i dansk som andetsprog på forskellige sprogskoler i København og Aarhus. Derudover har han tidligere drevet egen virksomhed, hvor han tilbød privat danskundervisning, og været medlem af ministeriets opgavekommission og udarbejdet opgaver til Prøve i Dansk 3.
Sammen har makkerparret skrevet fem lærebøger i dansk for udlændinge: Sådan 1, Sådan 2, Så kan du lære det, Så langt så godt og Så kører vi 1, som alle er udgivet på Gyldendal.