Artikel

FGU-lærers bedste råd til portfolioprøven: ”Gør det så simpelt som muligt.”

I år vil man på flere FGU-uddannelser afholde en prøveeksamen for eleverne, nu hvor de rigtige eksamener er aflyst. Eleverne kan derfor alligevel få lov at vise deres præsentationsportfolio frem efter lang tids arbejde. Vi har talt med lærer Christian Bo Boysen fra FGU Syd om at hjælpe eleverne i processen med at udarbejde portfolioen.

I august 2021 fylder FGU-uddannelsen to år, og altså har stort set hele uddannelsens levetid været under coronapandemien. Det har betydet, at lærere og elever endnu ikke rigtig har haft mulighed for at afprøve den nye eksamensform ’præsentationsportfolio,’ hvor eleverne skal præsentere deres bedste arbejde på uddannelsen. Sidste år blev alle prøver aflyst, men i år har undervisningsministeriet opfordret til, at man på uddannelserne laver en prøveeksamen, så eleverne kan prøve kræfter med præsentationsportfolioen inden næste skoleår, hvor det rigtig går løs.    

I denne artikel kan du møde FGU-lærer Christian Bo Boysen, der underviser i fagene byg, bolig og anlæg samt musik, og høre hans bedste råd til at gå ind i en god prøveperiode sammen med eleverne.

Døren står åben

På FGU-uddannelsen forsøger man i så vidt muligt omfang at være praksisorienterede, og det er i denne ånd, man har udviklet præsentationsportfolioen. Flere FGU-lærere har en oplevelse af, at eleverne har dårlige minder fra folkeskolen, hvor de skulle op og trække et emne, de som sådan ikke kunne se meningen i; på FGU peger de praktiske fag ofte direkte og konkret ind i elevernes fremtid.

Christian Bo Boysen siger:

”Eksamensformen med præsentationsportfolioen giver vores unge mennesker en unik mulighed for at kunne lykkes. Normalt, når vores elever hører, at de skal arbejde sig frem mod en eksamensperiode, vil de ofte reagere med modstand; det tror de ikke, de kan finde ud af. Men på den her måde, hvor de arbejder med prøven løbende, og hvor det svære stof er inkorporeret på en måde, så det ikke engang er sikkert, de lægger mærke til det, så har jeg oplevet, at døren ikke er lukket fra dag et.”

Christians tre gode råd

  • Eleverne må ikke komme skævt fra start
  • Gør det simpelt
  • Eleven skal vide, at præsentationsportfolioen ikke nødvendigvis er et skriftligt produkt

Han fortsætter:

”Blandt andet har vi arbejdet med et projekt, hvor eleverne fik nogle rørpinde, en hobbykniv og en limpistol, og så skulle de bygge et modelhus i størrelsen 1:50. Så har vi regnet areal og rumfang, og det er gået rigtig godt. Mange af vores elever har hverken bestået dansk eller matematik i folkeskolen, men nu har de fået standpunktskarakterer, og her har de fået 7 og 10. Det er, fordi vi på FGU ikke laver traditionel røv til sæde-undervisning, men giver plads til, at eleverne kan omsætte matematikken til praksis.”

Det er Christian Bo Boysens oplevelse, at eleverne reagerer positivt på prøveformen – vel at mærke, hvis læreren får præsenteret den på en klar og hensigtsmæssig måde.

”Den her præsentation, faglæreren giver, er enormt vigtig. Hvis du ikke griber det ordentligt an, er det min erfaring, at eleverne stejler og yder modstand, inden de er kommet i gang. Derfor har jeg kogt præsentationsportfolioen ned til, at det er en præsentation af det bedste, eleverne har lavet på FGU. Det kan de forholde sig til.”

Tre gode råd

Under opbyggelsen af præsentationsportfolioen er læreren meget inde over og hjælper eleverne. Tror du, det bidrager til en øget tryghed hos eleverne, når de skal til prøve?

”Bestemt. Hvis eleven får en fornemmelse af, at vi indgår i et samarbejde, og at jeg som lærer ønsker at hjælpe dem, er mit indtryk, at det bidrager til en øget tryghed.”

Hvis du skal opsummere, hvad er så de tre vigtigste ting at huske, når man skal have elever op til portfolioprøve?

”Det er rigtig vigtigt med en god opstart,” siger Christian Bo Boysen uden tøven.

”Eleverne må ikke komme skævt fra start. Det leder mig videre til punkt to: Gør det så simpelt som muligt. For hvis vi arbejder i et lag, eleverne ikke forstår, så bakker de ud. Eleverne skal hellere lave en lille smule af noget enkelt og få en succeshistorie ud af det end gå i gang med noget alt for kompliceret, der i sidste ende vil resultere i, at de stiger af. Og hvis en stiger af, så smitter det, og så stiger de alle sammen af.”

Christian Bo Boysen giver sit sidste gode råd:

”Og så er det vigtigt at signalere overfor eleven, at præsentationsportfolioen ikke nødvendigvis er et skriftligt produkt, men at der findes mange muligheder, og at det er vigtigt ikke at gøre det til mere, end det er. Giv eleven valgmuligheder. Hvis du har en elev, der ikke kan skrive, så få dem til at lave noget, hvor de kan tale. Det er de alle sammen gode til.”

Lisbeth Nordam Hansen, lærer i dansk som andetsprog på FGU Øresund
Lærer i dansk som andetsprog, FGU Øresund

Lisbeth Nordam Hansen

”DE FAGLIGE MÅL SKAL DÆKKES”

Efterhånden som hverdagen ser mere og mere ud som før corona, og eleverne er tilbage i klasselokalerne og værkstederne på FGU, begynder også forberedelsen af præsentationsportfolioen. Læs om, hvordan en lærer på FGU gør sig klar til et godt forløb med portfolioen efter sommerferien.
Nikolaj Peter Weile, matematiklærer på FGU Fyn
Matematiklærer, FGU Fyn

Nikolaj Peter Weile

”BOLDEN SKAL SKYDES OVER TIL ELEVERNE.”

I år vil man på flere FGU’er afholde en prøveeksamen for eleverne, nu hvor de rigtige eksamener er aflyst. Eleverne kan derfor alligevel få lov at vise deres præsentationsportfolio frem efter lang tids arbejde. Læs matematiklæreren Nikolajs bedste råd til et godt forløb med portfolioen.