Gymnasium

'Lyrikporten - 28 danske digtere' tager dig med ind i lyrikkens hjertekammer

Oplev lyrik på en helt ny måde med Lyrikporten - 28 danske digtere; en filmcollage af Jørgen Leth i samarbejde med Gyldendal, hvor 28 digtere læser op af egne værker. Filmene ligger frit tilgængelige på blandt andet lyrikporten.gyldendal.dk.

Lyrikken er inde i en ny guldalder, og med filmprojektet Lyrikporten bliver vi inviteret ind i lyrikkens hjertekammer. Der er tale om 28 korte portrætfilm, hvor digtere fra tre generationer læser op af egne digte og besvarer spørgsmålene 'Hvorfor skriver jeg digte?' og 'Hvad kan få mig til at skrive digte?'

De 28 film er instrueret af Jørgen Leth og produceret i et samarbejde mellem Gyldendal og dk4 med Jørgen Leths faste filmhold efter idé og tilrettelæggelse af Henrik Poulsen. Hver digtfilm varer fem-tolv minutter, og de kan enten ses som et hele eller i udpluk. Derudover indgår de i et helt nyt undervisningsforløb på Litteraturportalen.

"Filmene er produceret til litteraturundervisningen i gymnasiet, men vi syntes, andre også skulle have glæde af dem, da der er tale om et imponerende katalog over dansk lyrik netop nu. Når man sætter lyd og billede på et digt, opstår der noget nyt. Betoninger, musikalitet, rytme og krop tilfører digtet andre stemninger og et helt andet liv, og dermed appellerer digtet måske til et større publikum," siger Henrik Poulsen, tidligere gymnasielektor og forfatter.

Lyrikporten - 28 danske digtere er filmisk inspireret af Leths klassiske kortfilm Det perfekte menneske fra 1968. Selv siger Jørgen Leth om filmene:

"Styrken i Lyrikporten ligger i enkeltheden: Et hvidt rum. En digter. En tekst. Enkelthed."

DE MEDVIRKER:
Naja Marie Aidt, Thomas Boberg, Christian Dorph, Caspar Eric, Niels Frank, Katrine Marie Guldager, Christina Hagen, Klaus Høeck, Lone Hørslev, Pia Juul, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Jørgen Leth, Pablo Llambias, Niels Lyngsø, Lea Marie Løppenthin, Mette Moestrup, Henrik Nordbrandt, Asta Olivia Nordenhof, Ursula Andkjær Olsen, Olga Ravn, Lars Skinnebach, Nicolaj Stochholm, Morten Søndergaard, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Christel Wiinblad, Theis Ørntoft.

SE FILMENE HER:
Filmene kan ses på websitet lyrikporten.gyldendal.dk. Herudover distribueres filmene til bibliotekerne via filmstriben.dk.

Lyrikporten - 28 danske digtere er et non-kommercielt projekt og er støttet af Det Danske Filminstitut og Undervisningsministeriets Udlodningsmidler.

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies