Gymnasium

Getting Started A: Gå på opdagelse i grammatikken i klassisk litteratur

Da den første Getting Started udkom i 2017, præsenterede forfatterne, Mette Hermann og Poul Tornøe, en ny måde at arbejde med engelsk grammatik på. Eleverne skulle se grammatikken i en større tekstsammenhæng – og så var det i høj grad en opgavebog, der gav plads til, at eleverne selv kunne arbejde med stoffet. Bogen var målrettet alle niveauer. Alligevel har forfatterne skrevet Getting Started A. Hvorfor?

Getting Started henvender sig til engelsk på C-, B- og A-niveau. Men nu er Getting Started A landet. Hvad har fået Mette Hermann og Poul Tornøe til at skrive en ny bog i Getting Started-serien, når den første kan bruges på alle niveauer?

Mette Hermann forklarer:

”Den nye bog arbejder mere med autentiske tekster, som for mange er en del af kernestoffet på A-niveau. Der er primært tale om litterære klassikere. Vi har desuden også tilføjet nogle emner, som kun hører hjemme på A-niveau. Sprogsynet i de to bøger er det samme, men arbejdet med originaltekster fylder langt mere i Getting Started A, hvor der også er indtænkt opgavetyper, der svarer til dem, som eleverne møder til skriftlig eksamen,” siger hun og fortsætter:

”Derudover synes vi selv, at der manglede en grammatik, der er 100 procent målrettet A-niveau og de nye eksamensopgaver. Det har været rigtigt sjovt at designe grammatikopgaver, der tager udgangspunkt i litterære klassikere som fx Pride and Prejudice og The Great Gatsby.”

Hvorfor har Getting Started A manglet på markedet?

”Ved at arbejde med grammatikken i autentiske tekster bliver eleverne opmærksomme på, hvad grammatikken stilistisk betyder for en tekst. Derved bliver de bedre tekstlæsere. På den måde synes jeg, at både Getting Started og Getting Started A adskiller sig fra det meste på markedet,” siger Poul Tornøe.

Der er mange måder at lave grammatik på

Mette Hermann og Poul Tornøe kan godt blive enige om, at det mest udfordrende – men også det sjoveste – ved at skrive Getting Started A har været at finde de helt rigtige teksteksempler i de klassiske værker. Længe har de ledt i ofte flere hundrede år gamle tekster for at finde det rigtigt gode sted, der lige præcis viser pointen med brug af den her grammatiske konstruktion eller bøjning.

”Men det har også været sjovt for så har vi jo læst en masse. Meget vi kendte i forvejen, men også noget vi ikke kendte. Vi er to forskellige lærere, der har læst forskellige ting, og så får man øjnene op for, hvad den anden har læst,” siger Poul Tornøe.

Meget af forklaringsstoffet i Getting Started A bygger på den oprindelige Getting Started. Derfor har det svære ikke været at skrive de gode forklaringer, selvom forfatterne naturligvis har gjort sig umage.

Mette Hermann byder ind:

”Det har været en virkelig sjov bog at lave, og vi håber, at bogen også kan være med til at vise, hvordan man får integreret det sproglige arbejde i tekstarbejdet. Vigtigst for os har det været at lave en bog, som både elever og lærere oplever som spændende og lærerig. Vi vil gerne vise, at det også kan være sjovt at lave grammatik, og at der findes mange måder at lave grammatik på.”

Spændte på at høre fra engelsklærerne

Må jeg høre, hvad du er stoltest af ved bogen, Mette Hermann?

”De mange forskellige opgaver og de mange gode tekstuddrag, som vi arbejder med. Bogen er på den måde ikke helt standard, og vi er spændte på, hvordan lærerne tager imod den.”

Poul Tornøe, hvordan håber du, Getting Started A bliver modtaget?

”Jeg er allerede så beæret over, hvor godt den første Getting Started er blevet modtaget. Jeg håber, at folk kan se, at i Getting Started A er der meget af det samme som i den første, men også meget nyt, der passer godt til A-niveau. Metoden er udbygget, og det er også lidt sværere. Derudover håber jeg, at lærerne vil blive ved med at vende tilbage til os med feedback, ligesom de har gjort med den første Getting Started.”

Getting Started A

Getting Started A

Pris pr. stk.

159,00 kr.

198,75 kr. inkl. moms

+-
Getting Started

Getting Started

Pris pr. stk.

188,00 kr.

235,00 kr. inkl. moms

+-
Getting Started - Facitliste

Getting Started - Facitliste

Pris pr. stk.

149,00 kr.

186,25 kr. inkl. moms

+-