Gymnasium

Fra vi vor verden går

Hvad er historie? Hvad er det ikke? Og findes der overhovedet en sand og virkelig historie? Det er nogle af de spørgsmål, historikeren må forholde sig til, og som Erling Sandmo blandt andet forsøger at besvare i sin bog Tid til historie - en bog om historiske spørgsmål.

Siden Herodot skrev den første historie om grækernes krig mod perserne i år 420 før vor tidsregning, har fortællinger om tiden været centrale for menneskets samfund. Særligt i bestræbelserne på at skabe en indre sammenhængskraft har historiefortællingen haft en stærk funktion, ligesom konger, hærførere og politikere har brugt historien til at sørge for deres eftermæler.

Som bakspejl har historien levet en omtumlet tilværelse. Men ifølge Erling Sandmo, der er professor i historie ved Universitetet i Oslo og forfatter til Tid til historie - en bog om historiske spørgsmål, har det grundlæggende princip - at fortælle om det, der er sket i fortiden, så sandfærdigt som muligt - været det samme siden antikken, hvor også principperne for kildekritik blev formuleret af Thukydides omkring 400 f.Kr..

“Det er selvfølgelig klart, at historien ikke er så lineær, og historieskrivningens funktion og betydning har forandret sig markant og på mange måder. Men noget af det, der fascinerer mig allermest ved faget, er, at de grundlæggende diskussioner om, hvordan vi skal fortælle historie, hvad der er sandhed, hvad vi kan vide, hvem og hvad der har historie, og hvilke identiteter historieskrivning skaber, er eviggyldige. Selvom svarene har ændret sig.”

Var Norge dansk?
Fortidens sammenhænge er noget, der skabes i eftertiden gennem fortællinger, der har forskellige strukturer, meninger og synsvinkler, og at skabe et “vi” står centralt i historiens historie. Herodot skabte et for grækerne gennem et persisk “dem”. Thukydides gentog det i sin historie om krigen mellem Sparta og Athen, men mente også, at det var vigtigt at være kritisk over for sine kilder. Men det var fra “vi”, at vores verden gik - og for så vidt stadig gør det.

“Vi står i modsætning til “dem”, og den funktion er en væsentlig del af ophavet til det, der i dag er dominerende i alverdens historieskrivning. Så man kan sige, at en vestlig, imperialistisk måde at give fortiden form er blevet global - og det er da også en af vægtigste indvendinger mod historieskrivningen,” siger Sandmo og nævner et meget lokalt eksempel.

“Jeg har lige været på Dansk Historikermøde i Odense, og en af sessionerne hed Efter nederlaget. Bearbejdelsen af tabet af Norge i 1814, og programmets præsentation begyndte således: “I 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Den danske stat mistede derved 5/6 af sit areal og blev derved Napoleonskrigenes største taber territorielt set.” Det er en meget unorsk formulering for at sige det mildt.”

“For os handler denne begivenhed om Norges uafhængighed, og for mange er det historien om den norske nations genfødsel. Norge har for os altid været en selvstændighed enhed, der aldrig hørte til den danske stats territorium som andet end måske en koloni eller et besat område. Men den generelle pointe i dette for så vidt banale eksempel er, at der findes forskellige historier om begivenheder, og de historier skaber forskellige identiteter og sammenhænge.”

En sandhed afhængig af tid og sted
Det er et spørgsmål om kontekst. I forordet til Tid til historie - en bog om historiske spørgsmålskriver Bo Lidegaard, at synet på sandhed, moral og ret hele tiden afhænger af tid og sted, og i George Orwells 1984 lyder et af Partiets slagord: “Den, der behersker fortiden, behersker fremtiden; den, der behersker nutiden, behersker fortiden.” Hvor forvansket er vores verdenshistorie egentlig i det perspektiv?

“Det er vanskeligt at tale om forvansket i og med, at historien i sig selv er så mangfoldig og mangetydig. Det er umuligt at forestille sig en sand og virkelig historie uden egeninteresser og tilknytningsforhold. Og det handler ikke bare om synsvinkler og lovprisninger og censur og propaganda, men om opbygningen af vores arkiver, om hvad der bliver dokumenteret, og om hvilke mennesker der er blevet givet en stemme for eftertiden. Historiefaget står i til halsen i denne problematik, men det er jo også disse forudsætninger, faget reflekterer over.”

Spørgsmålet er så, om vi overhovedet er interesseret i en sand historie - eller om det er fint nok med en, der passer til det, vi selv mener og føler?

“Jeg tror stærkt på offentlighedens interesse i en sand historie, og det synes jeg også ses i mængden af populærhistorie i bøger, tidsskrifter og film samt den almene interesse for forskning i betændte og fortiede historier,” siger Erling Sandmo og tilføjer, at der dog også i dag er et element af at prædike til koret i historikerens arbejde. For ligesom vi ikke kan forstå fortiden, hvis vi ikke accepterer dens præmisser, så er det heller ikke muligt at løsrive os helt fra vores egen tid, når vi beskæftiger os med det, der skete før. Havde vi kunnet det, ville historieskrivningen formentlig også miste mere af sin kulturelle og sociale betydning, end tilfældet er i dag.

Men hvordan vil fremtiden se på os?
“Vi må håbe, der er nogen, der kommer til at se på os i det hele taget. Når jeg står op for at lave morgenmad til mine børn, og jeg hører nyhederne om klimaforandringerne, kan jeg nogle gange tænke den tanke, at det ikke bliver tilfældet. Og når jeg sidder på kontoret og læser tekster fra 1700-tallet, forestiller jeg mig, at vores tid ville være en skuffelse for dem, og at vi ikke når dem til sokkeholderne. Men vi har stadig muligheden for at efterlade os et håb og dermed også en fascinationskraft for fremtidige historikere.”


Tid til historie - en bog om historiske spørgsmål er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Læs mere om den her

Læs indledningen her

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies