Gymnasium

Drømmen om en bedre verden

Den Europæiske Koncert er en ny historiebog, der sætter tematisk fokus på Europa i det tumultariske århundrede 1814-1914. Læs interviewet med forfatterne bag bogen.

Historiebogen Den Europæiske Koncert handler om det spændende århundrede mellem 1814-1914 i Europa – efter Napoleonskrigene og før 1. verdenskrig. Bogen giver dine elever et indblik i en tid, hvor revolutioner, nationers opståen og udviklingen af det moderne demokrati fandt sted, og genialiteter som film, Charles Dickens og toilet med skyl blev allemandseje.

 I Den Europæiske Koncert er det første og sidste kapitel dedikeret til kronologisk begivenhedshistorie, mens de mellemliggende seks kapitler er af kulturhistorisk karakter, der er opbygget efter temaer som politik, psykologi, kønsroller og imperialisme.

 Vi har talt med bogens to forfattere, historielærerne Mikkel Thrane Lassen og Jesper Skov, om bogen.

Hvorfor har I valgt at skrive en bog om århundredet 1814-1914?

”Det er en spændende periode i forandringens tegn. Europa bliver et forvandlet kontinent i den periode. Både politisk, økonomisk og kulturelt,” siger Jesper Skov. ”Vi savnede, at der var en historiebog med fokus på andet end de politiske begivenheder. Vi har medtaget meget skønlitteratur fra perioden, da skønlitteratur er en af de bedste måder, hvorpå man kan se, hvordan en periodes mentalitet har været.”

Mikkel Thrane Lassen supplerer: ”Vi vil gerne sætte fokus på, at den måde, Europa tager sig ud på i dag, er en direkte konsekvens af, hvordan man opfandt systemet dengang.”

Hvad synes I fungerer bedst i Den Europæiske Koncert?

”For mig er det formidlingen,” siger Mikkel Thrane Lassen. ”Mange elever synes nok, at det er rarest, når der i historiebøgerne bare står et årstal og en vigtig person, man skal forsøge at huske, når man skal op til eksamen. Sådan er den her bog ikke, den er mere abstrakt: en tematiseret udgave af århundredet 1814-1914. Men jeg mener, at vi formidler så overbevisende til målgruppen, at de vil finde bogen både interessant og spændende.”

”Vi er meget inspireret af forfatteren Stefan Zweig,” fortæller Jesper Skov: ”I hans værk Verden af i går skriver han: ”Al erfaring viser, at det er tusind gange lettere at rekonstruere en tidsalders fakta end dens sjælelige atmosfære.” Det er i høj grad den sjælelige atmosfære, vi har fokuseret på i bogen. På forsiden er der et billede af et luftskib, som en belgier engang har tegnet. Luftskibet ser vi som et symbol på drømmen om en bedre verden. Og det er essensen af det århundrede: Drømmen om en bedre verden. Men selvom der var meget triumf, så er det også perioden, hvor kimen til verdenskrigene bliver lagt. Tiden er et indtog for den mekaniske verden, og det medfører, at mange nationer bliver brutaliserede, europæeren får for meget selvtillid og mister i sidste ende sin humanitet.”

Nok et ledende spørgsmål: Hvordan håber I, bogen vil blive modtaget?

Jesper Skov: ”Jeg håber selvfølgelig, at eleverne vil elske at arbejde med denne toneangivende periode. Det er som sagt en periode, som har sat en masse præg på nutiden. Bare en lille ting som at mange af de fodboldhold, som mange hepper på i dag, blev grundlagt mellem 1814-1914. Toilet med skyl blev opfundet, det moderne demokrati fandt sin form. Dickens er fra dengang, Freud og Nietzsche. Titlen Den Europæiske Koncert kommer fra et udtryk for den samarbejdspolitik, der blev ført efter Napoleonskrigene. Der var en masse tiltag til at få en fælles kultur dengang, at Europa skulle blive en enhed. Og det er jo sjovt at se i dag, hvor EU er i krise, og Storbritannien befinder sig midt i Brexit.”

Mikkel Thrane Lassen: ”På en måde er det en mærkelig bog. For det er både en grundbog og en nichebog. Den taler ikke ind i et forløb, der findes en masse om i forvejen fx Vietnam-krigen. Men hvorfor ikke lave et forløb om Europa i 1800-tallet? Den her bog er et godt tilbud, hvis man vil lave et forløb om det. Bogen indeholder en masse spændende ting, som du kan krydse af som kernepunkter i dit pensum.” 

Køb bogen her