Gymnasium

”Bogen forsøger at vise, at det, der sker i USA lige nu, ikke er så forskelligt fra det, der sker i Danmark.”

Amerikanerne er på mange måder et fascinerende og kontrastfyldt folk. Inden valget i 2020, står landet i en brydningstid med Trump, fake news og #MeToo, der trækker fronterne hårdt op. Den særlige tid er indfanget i 2. udgaven af 'Being American'.

Vi har talt med forfatter Mette Holm om den nye udgave af Being American, der er baseret på den klassiske grundbog i engelsk fra 2016. Mette Holm har i flere år været bosat i USA, og hun har dermed et indgående kendskab til landet og dets indbyggere. 

Hvorfor følte du, at det var nødvendigt at skrive en ny udgave af Being American? 

”Den første udgave af bogen udkom to måneder inden, Trump vandt valget. I mellemtiden har USA forandret sig en hel del. Det USA, vi har i dag, er på mange måder helt anderledes end det, vi havde for fire år siden. Dengang ville man mene, at Trump var for politisk ukorrekt til at blive populær, og at vælgerne ville tage afstand fra hans modificeringer af sandheden, men i dag ved man, at hans opbakning ikke bliver mindre af den grund. Så alt kan ske. Jeg mener, det er væsentligt at forklare, hvilke tendenser der er i USA, fordi USA har en afsmittende effekt på resten af Vesten.”

På hvilke punkter adskiller den nye udgave sig fra grundbogen fra 2016?

”På det lavpraktiske plan er statistikker og tabeller opdateret, og teksten er blevet ændret i forhold til tabellerne. Derudover er en del af artiklerne blevet skiftet ud, og pre-reading opgaverne er blevet opdateret, så der er kommet mere skriftlighed, så de passer bedre til 2017-reformen. I bogen er der også skrevet om den splittelse, der er kommet blandt amerikanerne, hvor vi har Trump og hans opbakning på den ene side, og politikere som Alexandria Ocasio-Cortez og Bernie Sanders samt deres opbakning på den anden side. Kapitlet sidst i bogen handler om hispanics og deres vilkår i det amerikanske samfund. Så det er de nye politiske tendenser, som er blevet tilføjet den nye udgave.”

Hvordan håber du, bogen bliver modtaget?

”Grunden til, jeg skrev bogen, var, at jeg synes, der manglede grundbogsmateriale om USA til engelskundervisningen. Derudover har jeg forsøgt at sætte tingene i forhold til, hvordan tingene er i Danmark. For det, der sker i USA lige nu, er slet ikke så fremmed, for det samme sker i Danmark. Ja, faktisk sker det i hele Europa. Fronterne er trukket hårdt op. Jeg håber, lærer og elever synes, det er interessant, og at de bliver glade for bogen.”

2. udgaven af Being American er målrettet elever og kursister på stx, hhx, htx og hf på A- og B-niveau. Bogen er også udkommet som iBog®.

Køb 2. udgave af Being American her

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies