Gymnasium

At forstå mennesket helt

En bro mellem objektiv og målbar videnskab og den subjektive, filosofiske psykologi var Sigmund Freuds drøm, men hans tid var ikke tiden til det. 60 år efter hans død tog Susan Hart et stort skridt på vejen til en dybere forståelse af mennesket i samspillet mellem hjerneforskning og psykoanalyse med den neuroaffektive udviklingspsykologi, som hendes seneste bog bringer ud til gymnasiet.

Da Sigismund Schlomo Freud tulrede rundt i Wien og udviklede psykoanalysen, længtes han efter, at der blev bygget bro mellem biologien og psykologien. Hans ønske var, at de to discipliner kunne forenes, og han sendte sin ven og fortrolige, øre-, næse-, halslægen Wilhelm Fliess, et udkast, som i 1950 blev publiceret på engelsk og i 1980 på dansk som Udkast til en videnskabelig psykologi. Her forsøgte den østrigske neurolog at integrere den dualisme, som den dag i dag stadig adskiller psykologi og neurologi.

Omkring 60 år efter Freuds død i 1939 lagde Susan Hart, cand.psyk og specialist i børnepsykologi og psykoterapi, dog endnu et stykke til broen, da hun døbte resultatet af sin egen forskning på børnepsykiatrisk ambulatorium på Gentofte Amtssygehus ‘neuroaffektiv udviklingspsykologi’.

“Fra 1988-2000 var jeg med i Forum for integrativ psykoterapi, der var en gruppe bestående af psykologer fra hele landet. Vi beskæftigede os med voksen psykoterapi, især med udgangspunkt i svære personlighedsforstyrrelser, men fra midten af 1990erne blev jeg meget optaget af familieterapi, og hvordan børns psykiske vanskeligheder ofte kunne påvises som en forstyrrelse i barnets relation med sine forældre,” fortæller Susan Hart, der på daværende tidspunkt var ansat som leder af et familiebehandlingscenter i Slagelse.

“Efter at have set mange forskellige typer forstyrrelser i relationen mellem børn og forældre, besluttede jeg mig for at finde ud af, hvordan følelsesmæssige forstyrrelser både kan være medfødte, for eksempel autisme eller Aspergers syndrom, og forstyrrelser opstået gennem relationen. Jeg blev ansat på børnepsykiatrisk ambulatorium på Gentofte Amtssygehus, og her fik jeg rig lejlighed til at udforske feltet gennem grundige psykologiske undersøgelser. Samtidig blev jeg hele tiden opdateret inden for den nye hjerneforskning.”

Det var her Harts kendskab til hjernens følelsesmæssige strukturer blev dybt, og det fik for alvor skubbet til hendes forståelse af barnets følelsesmæssige og dermed personlighedsmæssige udvikling. Sidst i 1990erne var der en eksplosiv tilgang af ny viden omkring hjernens følelsesmæssige områder, og efter nogle år og mange overvejelser navngav Susan Hart brobygningen neuroaffektiv udviklingspsykologi.

Fra sans til tanke
Den neuroaffektive udviklingspsykologi fokuserer på, hvordan personlighed, emotioner og sociale funktioner udvikles. Den bygger bro mellem hjerneforskning, moderne udviklingspsykologi, tilknytningsteori og traumeforskning. Udgangspunktet er, at der allerede fra undfangelsen er et dynamisk samspil mellem genetiske og medfødte forudsætninger og det miljø, barnet kommer til at vokse op i. Børn er fra fødslen disponeret til at etablere tilknytning og indgå i samspil med deres forældre, og de har intuitive forudsætninger for at tage del i andre menneskers følelser og for at opfatte andres intentioner.

“Man kan sige, at menneskets medfødte potentiale kun kan realiseres gennem kultur, og de erfaringer, man gør sig, er kritiske i forhold til, hvordan hjernen udvikler sig,” siger Susan Hart.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi tager sit udgangspunkt i en evolutionsmæssig forståelse af udviklingspsykologien. Den amerikanske neurolog Paul D. MacLean udviklede i 1960erne teorien om den treenige hjerne, hvor han opdelte hjernestrukturer i tre lag, som han forestillede sig var kvantespring i den menneskelige hjernes evolutionære udvikling.

Først var der reptilhjernen, eller krokodillehjernen, hvor vi sanser og ikke har en vilje, der kan styre os. Så fik vi den paleomammale hjerne (tidlig pattedyrshjerne), der gjorde det muligt for os at indgå i følelsesmæssig afstemning med andre, hvilket er det, der skaber grundlaget for tilknytning. Og til sidst fik vi den neomammale hjerne - den nye pattedyrshjerne - der er de strukturer, som gør det muligt at forstå og tage hensyn til hinanden og at kunne formulere sig sprogligt omkring det. Det er det, der er det specifikt menneskelige.

“Han forestillede sig, hvordan udviklingen af menneskets følelsesliv og begavelse kun kan forstås ud fra nervesystemets udvikling, og hvordan det består af mange lag, der skal interagere med hinanden. Derfor er det vigtigt med et tæt samspil mellem omsorgsperson og barn i forhold til udviklingen af personligheden. Det hjælper med til at forstå, hvordan hjernen langsomt modnes i det tætte samspil med forældrene, hvilket er en forudsætning for at forstå den fuldt modnede og udviklede hjerne,” fortæller Hart.

“Igennem neuroaffektiv udviklingspsykologi gives der så en forståelse af, hvordan menneskets unikke nervesystem er i stand til at udvikle den form for empati, sympati og refleksion, der blandt andet giver os mulighed for at gøre os tanker om fortid og fremtid og leve os ind i alt fra menneskelige relationer til etik, kunst og æstetik.”

Gener og miljø styrer sammen
Kontakten med forældre i de første år i et menneskes liv er afgørende for personlighedsudviklingen, men hvor meget er egentlig medfødt, og hvor meget skal stimuleres frem? Og er det altid for sent, hvis et barn ikke stimuleres tilstrækkeligt fra starten?

“Det tidlige sociale miljø har en afgørende indflydelse på senere adfærd, og selv de bedste gener i verden kan ikke sikre, at individer vil vokse op og blive socialt kompetente, hvis de vokser op i et utilstrækkeligt miljø. Omvendt kan det bedst eller værst tænkelige miljø ikke afværge, at medfødte træk viser sig på specifikke tidspunkter i barnets udvikling og integreres i barnets adfærd. Men selvom et menneske har udviklet et bestemt adfærdsmønster, kan personligheden altid påvirkes gennem en målrettet psykoterapeutisk indsats,” siger Susan Hart.

I de senere år har genforskningen vist, at den genetiske indflydelse i højere grad udstikker muligheder, end at den er deterministisk, og at stort set al adfærd er under indflydelse af både genetiske og miljømæssige faktorer. Er et menneske genetisk sårbart vil mindre psykologiske udfordringer kunne få stor betydning for den psykiske udviklingsproces, men to personer med samme sårbarhed, der udsættes for de samme uhensigtsmæssige oplevelser, udvikler sig ikke nødvendigvis på samme måde. Her spiller vores medfødte temperament en rolle.

“Et eksempel på, hvordan arv og miljø påvirker hinanden, finder vi i et forsøg med rhesusaber. Her fandt forskeren Stephen Suomi ud af, at små unger tit har personlighedsmæssige lighedstræk med deres fædre, som de ofte ikke har mødt. Derudover viste det sig, at moderomsorg effektivt kan vende særligt sårbare og uhensigtsmæssige personlighedstræk samt temperamentsmæssige vanskeligheder ved at lære ungen, hvordan den kan søge støtte hos andre. Noget, der faktisk gør, at den som voksen ofte vil være højt placeret i gruppehierarkiet. Således er temperament arveligt, men kan påvirkes både gunstigt og ugunstigt gennem miljømæssige faktorer,” fortæller hun.

Modsætninger kan mødes
Freud forlod aldrig tanken om, at psykoanalysen en dag ville forene sig med neurologien. Han mente, at den psykoanalytiske videnskab kunne forenes med biokemiske og neuropsykologiske teorier, men han manede samtidig til forsigtighed over for at lade neurologien få overtaget og komme med for firkantede videnskabelige forklaringer om mennesket. Og selvom endnu et skridt er taget med den neuroaffektive udviklingspsykologi, så er der ifølge Susan Hart i dag stadig store modsætninger i psykiatrien mellem en biologistisk og psykodynamisk tænkning.

“Det er en udfordring for begge parter at bringe den udviklingspsykologiske visdom sammen med neurovidenskaben. Formentlig fordi psykologiske teorier ofte er skabt på et filosofisk grundlag og består af observationer, analyser og tolkninger, mens neurovidenskaben knytter sig til den eksakte objektive viden, som gerne skal være evidensbaseret og valideret. Selvom hjerneforskningen endnu mangler meget for, at man fyldestgørende kan forstå hjernens processer, sker der hele tiden store landvindinger med de højteknologiske scannere, der har gjort det muligt at måle aktiviteten i den levende og aktive hjerne. Så det er vigtigt at fortsætte arbejdet, ikke mindst fordi forskningen for længst har indhentet den forståelse, der ligger bag det eksisterende diagnosticeringssystem, og nu trænger vi kort sagt til en fornyet måde at forstå symptomer og psykiske lidelser på - og dermed også behandlingen af disse,” siger hun.

“Jeg tror, neuroaffektiv udviklingspsykologi har vundet popularitet, fordi det nu - på en helt anden måde end tidligere - kan lade sig gøre at begynde på en brobygning mellem evolutionspsykologi, neuropsykologi, psykodynamisk teori, udviklingspsykologi og traumeforskning. Blandt andet fordi vi har fået meget mere avancerede hjernescanningsmetoder. De betyder, at vi forhåbentlig med tiden bliver langt bedre til at vurdere psykiske ressourcer og lidelser, så vi kan få et langt mere nuanceret og holistisk syn på diagnosticering, psykofarmaka og psykoterapeutisk behandling, og hvordan de virker sammen.”

SUSAN HART:
  • Susan Hart er cand.psyk og specialist i børnepsykologi og psykoterapi.
     

  • Hun har udviklet den neuroaffektive udviklingspsykologi, der er beskrevet i indtil videre 14 udgivelser, hvoraf flere er oversat til norsk, svensk, engelsk, tysk og italiensk. Seneste skud på stammen er Neuroaffektiv udviklingspsykologi - til gymnasiet.
     

  • Bogen er skrevet specielt til faget psykologi i gymnasiet og handler om, hvordan barnet udvikler sit følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale potentiale. Sammen med Sonja Schoubye har Susan Hart bearbejdet det komplekse stof fra Harts tre bøger Neuroaffektiv udviklingspsykologi, så stoffet er tilpasset læreplanen til psykologi i gymnasiet.
     

  • Download et gratis prøvekapitel fra Neuroaffektiv udviklingspsykologi - til gymnasiet her (højreklik + gem link som).
     

  • Læs mere om Susan Hart og neuroaffektiv udviklingspsykologi på neuroaffect.dk.

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies