Grundskole

Sådan hænger verden sammen

Gyldendals nye naturfagssystem til udskolingen, Verdens Naturfag, gør det nemt for eleverne at se og forstå sammenhængene mellem biologi, geografi og fysik/kemi.

At tænke de tre naturfag sammen i udskolingen er stadig relativt nyt for mange naturfagslærere og kræver en lidt anderledes planlægning, end de fleste har været vant til.

 

Ikke mindst, fordi det hidtil har været begrænset, hvad man har kunnet finde af undervisningssystemer, som konsekvent har vist sammenhængene mellem fagene. Men nu er Gyldendal kommet med Verdens Naturfag - det første naturfagssystem til hele udskolingen i geografi, biologi og fysik/kemi, som indtænker det fællesfaglige og er målrettet den fællesfaglige prøve.

 

”Meningen med systemet er, at man både kan bruge det i de enkelte naturfag – altså monofagligt – og at både lærere og elever samtidig tydeligt kan se, at der er en sammenhæng i fagene. Man er med andre ord ikke afhængig af, at man har hele systemet, men vi anbefaler det selvfølgelig, hvis man vil have det fulde udbytte,” siger Nina Troelsgaard Jensen, medforfatter på fysik/kemi-bogen og faglig konsulent på systemet. Hun fortsætter:

 

”Der er jo nogle skoler, hvor det ikke er muligt at tilrettelægge undervisningen på en måde, så man kan arbejde fællesfagligt i de tre fag. Her hjælper bøgerne virkelig, fordi det fællesfaglige er indbygget i materialet. På den måde får eleverne en fornemmelse af, at tingene hænger sammen alene ved at bruge systemet.”

 

Ensartet layout
Sammenhængen ses på flere planer. De tre grundbøger er bygget identisk op med samme layout, koordinerede faglige begreber og gennemgående evalueringsværktøjer. Systemet indeholder desuden forslag til læringsmål, tegn på læring og fællesfaglige fokusområder. I i-bøgerne til 7. klasse er der et fællesfagligt fokusområde om landbrug, så eleverne kan øve sig på arbejdsformen, og det at tænke på tværs af fagene, før de skal i gang med de øvrige fællesfaglige fokusområder i 8. klasse.

 

Istedet for at tage udgangspunkt i det faglige og så putte hverdagseksempler ovenpå, har vi taget udgangspunkt i den virkelige verden og så puttet det faglige på efterfølgende.

 

Nina Troelsgaard Jensen uddyber:

”De gennemgående evalueringsværktøjer er ensartet opbygget. Der er en ’Kan du nu’-rubrik, som er en kort opsamling på det, eleverne har lært, en ’Prøv dig selv’-rubrik med en huskeliste og ’Forstår du nu’-spørgsmål. I grundbøgerne til 7. klasse er der desuden ’Udfordringen’, som er en fællesfaglig problemstilling, der er mere bred, hvor eleverne kan øve sig i at skrive de gode arbejdsspørgsmål og finde ideer til materialer, undersøgelser, modeller mm. ”

 

Hvert kapitel indledes desuden med ’introbobler’, forklarer Nina Troelsgaard Jensen. Det er en grafisk fremstilling af, hvordan fagene hænger sammen. Handler kapitlet fx om Jordens udvikling, kan eleverne se, at respiration også er en del af biologiundervisningen, mens grundstoffer er en del af fysik/kemi.

LÆS OGSÅ: GENVEJ TIL FÆLLESFAGLIGE FOKUSOMRÅDER I NATURFAG

 

Spændende at læse
I det hele taget er der gjort meget ud af formidlingsformen, fortæller Nina Troelsgaard Jensen.

”Noget af det, der har haft høj prioritet i arbejdet med bøgerne, har været, at de skulle være spændende for eleverne at læse. Så i stedet for at tage udgangspunkt i det faglige og så putte hverdagseksempler ovenpå, har vi taget udgangspunkt i den virkelige verden og så puttet det faglige på efterfølgende. Det er der ikke så mange systemer, der gør – slet ikke inden for fysik/kemi. Her har vi i øvrigt også trukket stilen lidt over imod den måde, man traditionelt laver geografi- og biologibøger på, så der er flere ord og færre formler og matematiske formuleringer særligt i starten.”

 

For alle bøger gælder, at der er taget højde for principperne om faglig læsning – fx om før, under og efter læsning, som Nina Troelsgaard Jensen siger, og sætningskonstruktionerne er ikke alt for komplicerede. Også billedsiden er der tænkt over:

 

”Vi har gjort os umage for at sørge for, at billederne er inspirerende og repræsentative. Det skal være indbydende at læse bogen. Der er også billeder, der provokerer lidt eller vækker nysgerrighed eller giver anledning til debat. Det kan fx være et billede af minedrift i Afrika, hvor man godt kan se, at arbejdsforholdene er absurd dårlige.”

 

Til bøgerne hører et hav af praktiske elevaktiviteter og arbejdsspørgsmål, som findes på verdensnaturfag.gyldendal.dk.

 

”Der er både en masse nye aktiviteter og nogle af de klassiske aktiviteter, som vi ved, virker. På den måde håber vi at inspirere lærerne til at prøve noget nyt inden for fagene. Aktiviteterne drejer sig om typiske fænomener, som eleverne kan opleve i hverdagen. De er designet og valgt ud, så de understøtter alle fire naturfaglige delkompetencer, og det fremgår af lærevejledningen, hvilke kompetencer, de hver især understøtter,” siger Nina Troelsgaard Jensen og understreger, at lærervejledningen er en ”Need to know-lærervejledning”:

 

”Vi har holdt den på et absolut minimum, for det skulle være en lærervejledning, lærerne ikke går død i, som ikke kræver en hel masse læsning, men er enkel og ligetil at anvende i praksis.”

 

VERDENS NATURFAG

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies