Grundskole

Dorte Lilmose: Man skal tage børn alvorligt

Dorte Lilmose skriver både fag- og skønlitteratur for børn og unge. Fælles for alle hendes bøger er, at hun går en stor bue uden om det ’puttenuttede’, hvad enten hun skriver om håndboldpiger eller børn i krig. For nylig udkom hendes tredje bog i serien om håndboldpigerne: Ta' til Tåløse.

Man plejer at sige, at der ikke er en historie, hvis der ikke er en konflikt. Forfatter Dorte Lilmose kunne ikke være mere enig. Særligt når hun skriver fiktion, er der altid noget, der er svært.  Eller ligefrem ’gør ondt’.

”Når jeg kigger på gamle børnebøger, så har mange af dem en tendens til at være for pæne og for pædagogiske. Og så bliver det kedeligt,” siger Dorte Lilmose, der ikke kan se, hvorfor det kun er de voksne, der må læse om livets mørke sider.

”Voksne må læse krimier og bøger om sex og vold, og hvor folk slår hinanden ihjel. Men når det gælder børn, vil de fleste forældre helst have, at det hele er lidt pænt. Jeg synes godt, man må skrive om alt det, der også er en del af livet: At børn kan opleve at blive trukket i, når skilsmissebølgerne går højt. At juleaften ikke bare er lykkelig for alle. At livet med en søskende, der er handicappet eller syg, kan vække svære følelser, som had, jalousi, dårlig samvittighed. Så jeg prøver at give det usagte ord, for jeg tror, at djævlen har svært ved at vokse sig stor og stærk, når den kaldes ved navn.”

I bund og grund handler det om at tage børn alvorligt, så de føler sig set, synes Dorte Lilmose.

”Men man må selvfølgelig aldrig tage håbet fra dem. De skal kunne genkende det, de slås med og møder. Men hvis man kun skriver om det pæne, risikerer man at presse børnene ud i en følelse af, at de er alene med det, der er svært. Selv kan jeg godt lide ’genkendelsens chok’ i litteraturen. Det er der, hvor man opdager, at ’Ej, er der nogen, der også har det sådan? Jeg troede kun, det var mig.’”

At føle sig alene og ene i glimt er et livsvilkår, mener Dorte Lilmose, og når man kan genkende den følelse i litteraturen, tror hun på, at man bliver ramt eller rørt.

Litteratur kan lindre på, at vi i nogle livssituationer står alene.


Litteratur kan hjælpe børn med at takle det svære
Inspirationen til sine bøger henter Dorte Lilmose i både sit eget og ikke mindst i sine børns liv og det, de er optaget af.

Når dialogerne og beskrivelsen af håndboldspillet i hendes bøger om håndboldpigerne virker så autentiske, er det, fordi hun selv engang har tilbragt det meste af sin tid i en håndboldhal, og fordi hun har siddet time efter time og set datteren spille håndbold og lyttet til pigernes snak og udbrud.

Inspirationen til at skrive en barsk bog om en børnesoldat i Afrika kom fra hendes dengang 11-årige søn, der så et klip i fjernsynet om børnesoldater:

”Det var jo forfærdeligt, at han kom til at se det, og hans verden gik fra lyserød til sort. Han reagerede heldigvis ved at blive vred og spørgende. Han spurgte, om det virkelig kunne være rigtigt, at man kunne blive tvunget til at slå sin familie ihjel eller skære læberne af sin søster, og han talte ikke om andet i flere uger. Jeg gik på biblioteket for at se, om jeg kunne finde en bog om emnet til hans aldersgruppe. Jeg fandt kun én bog, ”Barnesoldaten” af Mecka Lind. De næste uger spurgte han, og jeg undersøgte videre. Da han ikke spurgte mere, var mit hoved fyldt med tanker og billeder, og jeg begyndte at skrive dem ud. Langsomt voksede romanen ”Dræb eller dø” frem."

LÆS OGSÅ: ACTION, FART, FIS OG BALLADE- INTERVIEW MED LG JENSEN

Selv om livet som børnesoldat i Afrika kan synes meget langt fra en dansk skoleelevs hverdag, er afstanden ifølge Dorte Lilmose ind imellem bekymrende lille.

”I dag kan vi ikke styre, hvad børnene hører og ser – og børnene kan heller ikke vælge selv. De ser en hel masse, de ikke har opsøgt, men som bliver kastet imod dem – lige fra reklamer med bare bryster til nyheder om krig og terror osv. Visuelle indtryk, som vi er nødt til at hjælpe børnene med at få talt om og bearbejdet,” siger Dorte Lilmose, der derfor mener, det er helt afgørende, at der findes børnelitteratur om de tunge og svære emner.

Bibliografi
  • Håndboldpigerne - Ta´til Tåløse (Gyldendal 2015)
  • Håndboldpigerne - Træn din vilje (Gyldendal 2015)
  • Håndboldpigerne - Tro på dig selv! (Gyldendal 2014)
  • Barnet med abearme (Turbine 2014)
  • På loftet sidder Jesus (Alfa 2014)
  • Dræb eller dø (Turbine 2014)
  • Dødens mobil (Turbine 2014)
  • Klø, når det klør (Turbine 2012)
  • Skindet er det bedste på en ræv (BoD 2011)
  • Er du okay? og Hvad tror de selv? (Gyldendal 2011)
  • Drengen der så på (Gyldendal 2010)
  • Limkysset (Høst & Søn 2009)
  • Pigen, spøgelset og den blå næse (Høst & Søn 2009)
  • Drengen der kom i fængsel (Gyldendal 2008)
Man skal forfølge sine drømme
Der stod ikke skrevet nogen steder, at Dorte Lilmose skulle være børnebogsforfatter, da hun var barn og ung.

”Jeg har altid skrevet historier, men de endte i skrivebordsskuffen, og jeg fortalte det aldrig til nogen. Der var nok noget hovskisnovski forbundet med at sige: jeg vil gerne være forfatter! Min skriveselvtillid var også lille, da jeg som halvdøv lavede mange stavefejl. Når vi havde diktat, kunne lopper fx let blive til hopper. ”

Dorte Lilmose blev dog ved med at skrive til skrivebordsskuffen, imens hun tog en uddannelse som ergoterapeut. Først i 2006, da hun som 40årig blev optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur, kom der gang i forfatterkarrieren. Hun var med i en konkurrence med bogen ”Drengen, der kom i fængsel”, og den blev udgivet på Gyldendal. Siden er det blevet til mere 19 bøger og historier og små fagbøger.

”Jeg er tilhænger af, at man klør, når det klør og prøver at forfølge sine drømme.” siger Dorte Lilmose.

Køb Dorte Lilmoses Gyldendal-bøger her

 

 

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies