Grundskole

Vi skal stå mere på tæer for at fange eleverne i dag

I den nye Boost 4 møder eleverne gennem en række små videoer virkelige engelske børn fra en skole i Manchester. Det gør undervisningen mere autentisk og motiverende, mener Malene Santini, der står bag det nye materiale til 4. klasse.

Det er noget helt særligt for Malene Santini, når hun underviser sin 4. klasse i engelsk på Frederikssund Private Realskole. Ikke bare har Malene selv været med til at udvikle elevernes undervisningsmateriale, Boost 4, som er udgivet på Gyldendal. Det er også et materiale, der tilbyder lidt mere end de fleste andre engelskmaterialer. Ud over arbejdsbog og tekstbog består materialet nemlig af både lydklip, som er indtalt af engelske børneskuespillere og en stribe små videoer, hvor rigtige engelske skoleelever fortæller om deres hverdag. 

Boost 4”De elever, vi møder i skolen i dag, har på en helt anden måde forudsætninger for at kunne tale engelsk. De møder engelsk i langt højere grad i deres hverdag end tidligere. Rigtig mange af børnene spiller dagligt computerspil, hvor det er muligt at kommunikere med børn i hele verden. Vi skal derfor stå på tæer og gøre os umage for at fange eleverne lige præcis der, hvor de er,” siger Malene Santini.

Hun lavede for fire år siden sit første læremiddel, fordi hendes skole besluttede at tilbyde engelskundervisning allerede i 0. klasse. Det gav hende blod på tanden til at lave mere, og i dag er hun i gang med at revidere det eksisterende Boost-system for Gyldendal, så det passer til de nye niveauer efter, at engelsk er blevet obligatorisk for alle allerede fra 1. klasse. Samtidig er det vigtigt, at systemet lever op til de nye krav, der stilles til faget. Ikke mindst kravet om, at ”eleverne igennem engelskundervisningen skal have mulighed for at udvikle deres forståelse for mennesker med forskellig kulturel baggrund og forberede sig til et liv i et globalt samfund”, som det hedder.

 

På besøg i Manchester

For Malene Santini og redaktør på Gyldendal Marie Rehfeld har det derfor været vigtigt, at Boost-bøgerne kom til at handle om rigtige mennesker i engelsktalende kulturer. Og da ideen om at lade Boost 4 udspille sig i Manchester opstod, var det oplagt at tage over og besøge en rigtig skole i byen. De kontaktede derfor Cavendish Community Primary School, som straks var med på ideen.

”Både lærere og elever og også forældrene var superengagerede og satte sig rigtig godt ind projektet og forberedte sig. Vi havde drømt om, at vi måske kunne få lov at tale med fire-fem elever, men det viste sig, at hele årgangen rigtig gerne ville være med og lade sig interviewe. Og det var altså over 55 elever, så vi havde umådeligt travlt i de to dage, vi var der,” siger Malene Santini med et smil.

Inden de tog af sted, sendte de en række spørgsmål til skolen, som både klassen og familierne talte om, inden børnene skulle interviewes.

”Det var spørgsmål om skoleliv og fritidsinteresser i England, som på mange måder minder om det danske, men også er forskelligt. Vi havde fx nogle spørgsmål om lommepenge, og det viste sig, at nogle af forældrene var blevet opmærksomme på, at ”hov, vores børn vil faktisk gerne hjælpe til derhjemme og få nogle lommepenge for det”. Så der var mange af børnene, der fortalte i interviewene, at det var blevet en aftale derhjemme, at de nu skulle til at have nogle pligter og have nogle lommepenge for det.”

 

Interessant og vedkommende

Nogle dage efter vores første samtale besøger jeg Malene Santinis klasse i en engelsktime, og jeg kan konstatere, at eleverne vitterlig er både opmærksomme og forventningsfulde, da Malene beder dem sætte sig hen foran klassens storskærm. Et øjeblik efter sidder alle tæt pakket, de fleste i skrædderstilling på gulvet, og kigger koncentreret på skærmen, da en mandsstemme byder velkommen til Manchester. Lidt efter toner flere små elever i røde skoleuniformer frem på skærmen og fortæller på klingende britisk, hvad de hedder, hvad de laver i deres fritid, og hvordan det er at gå i skole på Cavendish Primary.

De danske elever lytter intenst for at følge med i det engelske sprog, og det er tydeligt, at de er optaget af det, de engelske børn fortæller. Da de efter filmen bliver spurgt, hvad de især synes er spændende, nævner flere af dem skoleuniformerne, kantinen, og at eleverne har deres eget locker. Det taler de en hel del om.

Malene Santini er derfor heller slet ikke i tvivl om, at det har en betydning, at der optræder virkelige børn i filmene:

”Vi kunne selvfølgelig bare være blevet hjemme og have lavet research på nettet, men det, at vi tager ud og mærker kulturen på skolen og taler med børnene, giver os rigtig meget mere. Når eleverne i Danmark hører de engelske børn fortælle om emner og temaer, som de selv kender rigtig godt og interesserer sig for, så sker der noget med deres opmærksomhed. Mine elever siger selv, at de godt kan lide, at det er så virkeligt og så ægte. Så det er supervigtigt for motivationen, at det er autentiske børn. Det bliver meget mere interessant og vedkommende.”

For læreren er det også en kæmpefordel, at der er så meget ægte britisk tale i materialet, mener Malene Santini.

”Tidligere var det underviseren, der påvirkede elevernes udtale. Det er jo også superfint, men ikke alle følte, at de havde en lige god udtale. Så det, at vi nu har lydfiler indtalt af børn og voksne fra England og videoerne med de ægte børn, betyder, at eleverne hører sproget på en helt anden måde. Så underviseren bliver også formidler af autenticitet.”

En tur omkring Pakistan

For at sikre, at Boost 4 kommer ordentligt rundt om alle vigtige temaer og ikke kun handler om Manchester, har Malene Santini og Marie Rehfeld valgt at have to gennemgående fiktive figurer i bogen, som er meget forskellige. Jess er en pige og kommer fra Manchester, mens Ramiz er en dreng, der oprindelig er fra Pakistan.

”Jess og Ramiz er fiktive, men de er skabt med tanke på og bygget op om den viden, vi fik ved at tale med eleverne derovre. Jeg tror, det ville have været svært at finde to personer, der indeholdt så mange aspekter af kulturen og de traditioner, der hører med, som vi ønskede at vise. Der er fx et helt kapitel om, at Ramiz er i Pakistan, som både handler om at rejse, om ramadan og om kultur og samfundsforhold i Pakistan i det hele taget,” siger Malene Santini, der så småt er gået i gang med Boost 5, men endnu ikke ved, hvor turen denne gang skal gå hen.

”Måske til Australien,” siger hun med et grin.

Vi bruger cookies på gyldendal-uddannelse.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies